mandag den 31. januar 2011

Overvintring af potter


Sølle ser det ud, brunt og visent, men det fungere. Jeg må blot ikke få flere potter. Sidste år fik jeg Claus Dalbys bog "Min krukkehave" og tænkte at når jeg nu ikke havde tid til at få styr på resten af haven, så kunne jeg i det mindste tilplante lidt krukker. Det var min første succesoplevelse med at få ting til at spire og gro. På det store billede øverst kan I se hvordan det så ud i sommers. I slutningen af oktober blev alle planterne klippet ned og sat i kælderen. Vi fik i efteråret en ny terrasse og den gamle blev revet ned. Min mand skar den gamle trætrappe i 2 dele og satte den ene op nede i kælderen som en potteplante trappe. Det fungerer rigtig fint og jeg skal klart have ham til at lave den resterende del af trappen til en lignende anordning. Så jeg kan få plads til endnu flere potter når overvintringen begynder i efteråret.

Plantetrappen
Overvintring af potter i kælderen

Forårs bebudere


Kønne mørkelilla hornvioler

Selvom der er hundekoldt udenfor, så er der alligevel lidt forår i luften. I foråret 2010 købte jeg 6 små mørkelilla hornvioler og plantede dem en en krukke ved  min hoveddør. Ved at knibe de visne hoveder af løbende blev blomstringen ved rigtig længe. I slutningen af sæsonen stod planterne tilbage med deres 3 takkede stjerneformede frøstande. De blev samlet ind i et kaffefilter og de bitte små sorte frø blev i september sået i potter i drivhuset. I løbet af kort tid spirede de. 3 uger sener blev de plantet om i lidt større potter og fik så egentlig fred i drivhuset. Lidt vand er det blevet til i ny og næ, men de har været overraskende resistense over for manglende vanding. Siden starten af december har de stået i blomst og pyntet i det ellers så kolde og triste drivhus. Frosten ser ikke ud til at bide på dem, de står ranke selv i minus 10 grader.


Et lille udpluk af de nye hornvioler
 Set i bakspejlet skulle jeg nok have startet med spiringen i slutningen af august, da jeg så ville have nået at potte dem om en gang mere. De har ikke helt fået den størrelse de skulle have, men jeg satser på at lidt varme i luften i løbet af de næste par måneder gør at der kommer lidt gang planterne igen.

De 6 små hornvioler er nu blevet til 40 nye hornvioler. Det kan vist kaldes produktivitet! Interessant nok har alle de nye frøformerede planter fået nøjagtig samme farve som moderplanterne. En ting man vist ikke skal tage for givet når man frøformere hornvioler. Jeg har klart fået mod på at så hornvioler igen, de giver en god grund til at kigge i drivhuset selv om det er mørk og kold vinter.

lørdag den 29. januar 2011

Haveinspiration

En af de mest fantastiske haver jeg nogensinde har besøgt er Generalifes haver ved Alhambra i Spanien. Klukkende vand overalt, spejlbassiner, appelsin og citrontræer, Roser, takshække og masser af forskellige spændende haverum. Men jeg er ikke den eneste der har fået øje på dette paradis, så det gælder om at have købt billetter på forhånd og så være der lige når det åbner. Billetter kan bestilles over internettet på denne side http://www.alhambra-tickets.es/. Jeg er sikker på at jeg vil benytte ideer fra Generalife når jeg begynder at planlægge mit eget lille have projekt. Spejlbassinerne er klart mine yndlings elementer.

 

En have der mangler omsorg

Min mand og jeg købte den skønneste gamle murermestervilla med 1500 m2 grund for snart 6 år siden. Vi havde fået vores første barn og kastede os over projektet med at få huset renoveret. Resultatet blev at haven fik lov til at ligge brak for den havde vi simpelthen ikke tid til. Vi nedlagde så mange bede som muligt og hyldede græsplænen og skvalderkålen. Familien er i mellemtiden blevet udvidet til to børn og de er ved at være så store, at jeg nu har fået mere tid til det jeg elsker allermest - nemlig at få jord under neglene og se ting spire. 

Haven er sådan set fin, men den mangler omsorg og struktur. Skvalderkål har mange steder overtaget og stauder jeg slet ikke kender navnene på, titter op de mærkeligste steder rundt omlkring i haven.

Jeg håber I vil følge med i mit haveprojekt og give masser af gode råd og ideer.